Trongården fejrer ny rickshaw til beboerne

Cyklerne har elmotor og drives af frivillige, der i bytte for lidt motion kan glæde sig ved at hjælpe plejehjemsbeboere med at komme mere ud i naturen. Fotoet er fra en demonstrationstur i forbindelse med Helsinge Rundt 2018. Foto: Presse/Jens Erik Larsen.

VEJBY: Så er en af de elektriske rickshaw-cykler kommet til Trongården. Det fejres den 22. februar med en lille indvielsesseance.

Kommunens anden cykelrickshaw har fundet et hjem i Plejecenter Trongården i Vejby. De indtil videre to cykler kommer fra en pulje, som Gribskov kommune oprettede i efteråret 2018 til indkøb af elektriske cykler til kommunens plejehjem. den første cykel blev modtaget med stor glæde af beboerne i Plejecenter Skovsminde i Græsted, hvilket vi var ude at opleve i selskab med TV Nordsjælland.

Indvielsen af cykel nr. 2 finder sted 22. februar kl. 14 med deltagelse af blandt andet formand for Forebyggelsesudvalget, Trine Egetved.

Prøv en tur eller meld dig som pilot
Alle er velkomne til at deltage, og der bliver sågar mulighed for en prøvetur – enten som passager, eller som cykelpilot.

– Vi har foreløbig fået uddannet en gruppe cykelpiloter, men vi får behov for endnu flere, når de næste cykler leveres, lyder det fra initiativgruppen i en udsendt pressemeddelelse.

Tre cykler på vej
Gruppen forventer at kunne levere den tredje cykel til Bakkebo i Gilleleje. Cyklen vil blive finansieret af Tømmerhandler Johs. Fogs Fond.

– Og vi har søgt støtte hos andre fonde til yderligere to cykler, lyder det glade budskab fra initiativgruppen, som består af repræsentanter for Cyklistforbundets Lokalafdeling, Klimagruppen i Gribskov samt af kommunens Frivilligkoordinator og idrætskonsulent.

TID: 22. februar kl. 14.
STED: Trongårdsbakken 1, Vejby.
ENTRE: Gratis, alle velkomne.

Giv din mening til kende: