Foreningen Mad Til Alle bliver 808.000 kroner rigere, når Trygfonden onsdag kigger forbi med en kæmpecheck. Pengene skal gå til at styrke indsatsen med at levere billig mad til trængte familier og enlige. Foto: Genre.

Gribskov: Fødevarefællesskabet Mad Til Alle i Stæremosen kan godt begynde at glæde sig. På onsdag kigger borgmester Kim Valentin nemlig forbi med en check i kæmpestørrelse. I alt modtager madiniatitivet 808.000 kroner fra Trygfonden som støtte til deres arbejde med at inkludere ledige danskere og flygtninge i et arbejdsfællesskab, der sørger for mad til økonomisk trængte familier og reducerer madspild.

Kim Valentin er der som repræsentant for TrygFondens regionale råd, og overrækker checken til Mad Til Alle på onsdag kl. 15, hvor der afholdes reception. Alle interesserede er velkomne. Overrækkelsen foregår i Gribskov Kommunes gamle jobcenter i Stæremosen 57 i Gillelejes industrikvarter, hvor foreningen holder til.

Ifølge Trygfonden fremhæves Mad Til Alle som et nyt koncept inden for fødevarefællesskaber, der har til formål at afhjælpe stigende fattigdom, modtage og viderebringe overskudsmad og samtidig skabe rammer for arbejdsfællesskaber på tværs af etnicitet til gavn for integration og virkelyst. For at modtage hjælp skal man selv yde en indsats, fx ved at sortere, pakke og levere fødevarerne. Man kan også deltage i madlavningskurser, lave ost og yoghurt eller lære at passe bier og slynge honning.

Den store donation glæder projektleder i Mad Til Alle, Benedicte Meyer, der udover Trygfondens store anerkendelse kan glæde sig over at modtage hjælp mange steder fra.

– Vi har været i gang med projektet et halvt år, og vi har erfaret, at der heldigvis er stor velvillighed fra supermarkeder, butikker og avlere til at give os mad, der ellers ville ende som dyrefoder eller skrald. Vi besøger dagligt SuperBrugsen, Rema 1000, Irma og BAGT, der samler deres overskud til os, og de udtrykker stor glæde ved at give maden til et godt formål, forklarer Benedicte Meyer, der med donationen oplyser, at der nu bliver råd til at ansætte en medarbejder, så indsatsen kan styrkes endnu mere.

Billig mad til trængte
Mad Til Alle har til huse i Stæremosen, hvor overskudsmad bliver sorteret og pakket til både store børnefamilier, enlige og dem midt imellem. Pakkerne køres derefter ud til frivilligcentre og missionshuse, hvor modtagerne selv henter dem.

Fødevarefællesskabet skønner, at projektet tæller 650 potentielle brugere, hvoraf 400 er voksne og 250 er børn. I dag har 170 børn og voksne glæde af madleveringen, der koster 10 kr. pr. måned for et barn og 100 kr. pr. måned for en voksen at være medlem af. For beløbet får man leveret mad cirka 10 gange i løbet af en måned.

Det er TrygFondens regionale råd i hovedstadsregionen, der står bag donationen til Mad Til Alle. Midlerne er givet som led i TrygFondens samlede arbejde for at hjælpe udsatte og sårbare grupper.

Giv din mening til kende: