Udvalgsformand kræver mundkurv på plejefirma: Er for kritisk mod borgmesteren

GRIBSKOV: Netavisen Gribskov kan nu afsløre, at udvalgsformand og medlem af den lokale liste Nytgribskov, Pernille Søndergaard, i en mail til kommunen forsøger at give et nyt, privat plejefirma mundkurv på. Det sker efter en række debatindlæg i Netavisen Gribskov, hvor indehaveren udtaler sig kritisk om kommunens plejepolitik.

Der må være grænser for, hvor kritisk et lokalt plejefirma må gå til de lokale politikere i den offentlige debat. Det mener udvalgsformand Pernille Søndergaard, der har kontaktet kommunens kommunaldirektør for at få sat en stopper for kritiske ytringer mod Nytgribskovs førte politik på ældreområdet.

Netavisen Gribskov har fået tilsendt en kopi af en mail fra udvalgsformand Pernille Søndergaard, hvori hun beder kommunaldirektør Sascha Volmer Sørensen undersøge, hvorvidt plejefirmaet Dansk Omsorgspleje kan straffes for at have ytret sig i et debatindlæg her på Netavisen Gribskov.

Pernille Søndergaards mail til kommunaldirektøren. Klik for større version.

“Hvordan er aftalerne med de private leverandører, er en kontinuerlig tilsvining af borgmester og flertal helt ok eller har man en samarbejdsaftale?”, spørger Pernille Søndergaard, der oplyser i mailen, at hun ikke ønsker at give offentlig kritik af plejefirmaet.

“Vi går jo ikke ud og taler en privat leverandør til rette i medierne – det ville være uetisk men på den anden side kan dette ikke fortsætte”, konkluderer udvalgsformanden.

Mailen kommer i kølvandet på et debatindlæg fra indehaveren af Dansk Omsorgspleje, Milad Shams, et indlæg du kan læse ved at klikke på linket herunder:

DEBAT: Kære NG og S – Udfordringer i ældreplejen bliver ikke løst med klassiske tiltag

I debatindlægget kritiserer indehaveren blandt andet NytGribskov for at føre en ældrepolitik, som ikke dutter i den virkelige verden:

“NG (NytGribskov, red.) og S (Socialdemokraterne, red.) præsenterer et par klassiske og politiske tiltag, som kun er med til ”at vedligeholde” den ældrepleje, der i forvejen er udfordret i forbindelse med økonomi, fastholdelse af medarbejdere, sygefravær, synlig ledelse mm.”, skriver han blandt andet.

Og Milad Sams holder bestemt ikke igen med kritikken af den politiske kurs i Gribskov når det gælder ældrepleje:

“Trods input fra vidende aktører på området som må have bidraget med alvorsord fra virkeligheden, udviser NG og S en mangel på forståelse af, hvilket intetsigende og berøvet liv de mange plejekrævende borgere bydes, og hvad de i stedet har brug for. Det kan måske skyldes, at de har nok at se til for tiden, at de ikke lytter efter andre end kun dem selv.”

Kritikken i debatindlægget beskriver udvalgsformanden som en “tilsvining” af borgmesteren og Nytgribskov, endda en kontinuerlig en af slagsen.

SENESTE UDVIKLING I SAGEN:

Plejedirektør efter opkald fra kommunen: “Næste gang vil jeg tænke mig bedre om”

Kommunens svar til udvalgsformanden. Klik for større version.

Kommune: Vi tager fat i indehaveren
Udvalgsformandens mail til kommunaldirektøren blev prompte sendt videre til direktøren for ældreområdet Per Ullerichs. Han mener godt, at man kan sætte en mundkurv på den kritiske plejedirektør.

“Svaret er ja”, konkluderer han blandt andet og oplyser, at der i den kommunale aftale med virksomheden står, at leverandøren er forpligtet til blandt andet at henvende sig imødekommende, professionelt og hensigtsmæssigt til pressen.

Som en konsekvens af debatindlægget vil kommunens administration derfor tage kontakt til indehaveren for lige at minde ham om, at kritiske ytringer skam kan skade samarbejdet med kommunen.

Ældreformand: Ikke noget jeg ville have gjort
Ældreudvalgets formand Birgit Roswall (V) er ikke vidende om Pernille Søndergaards mail til kommunaldirektøren, men understreger, at der kan være tilfælde, hvor en kommunal leverandør går for vidt.

“Der er jo nogle regler og vilkår i kontrakterne, som skal overholdes, og det gælder også i forhold til offentligheden. Men der er jo også ytringsfrihed i Danmark”, forklarer Birgit Roswall, der ikke tidligere i sin egen politiske karriere har forsøgt at få kommunen til at stoppe en leverandørs kritik i offentligheden.

“Nej, det har jeg godt nok ikke. Aldrig”, svarer hun og peger på, at det ikke er uvant at se lokale leverandører ytre sine holdninger over kommunen eller de lokale politikere i offentligheden.

“Jeg kan godt forstå, at man måske bliver lidt rystet over at se en leverandør stille sig kritisk over for sine politiske holdninger, men det har vi jo set før. BM Pleje har blandt andet flere gange være ude med kritik af kommunen, så det er ikke nyt”, understreger hun.

“Desuden er hans debatindlæg jo et svar på et debatindlæg fra Nytgribskov om netop ældreplejen, og så er det vel OK at komme med sin kritik”, konkluderer hun.

Politiker hader kritik
Udvalgsformand Pernille Søndergaard har ikke været at træffe for en kommentar. Vi følger op senere, såfremt det lykkedes at hente en udtalelse. Det er heller ikke inden artiklens udgivelse lykkedes at hente en kommentar fra velfærdsdirektør Per Ullerichs til hans svar.

Pernille Søndergaard er ingen fremmed fugl, når det gælder om at gå efter sine politiske kritikere.

Samme lokalpolitiker politianmeldte forrige år en borger for at komme med en sarkastisk hentydning til mulig korruption i et kommentarspor på Facebook. Den anmeldelse førte, så vidt vi her på redaktionen er orienteret, ingen vegne. Pernille Søndergaard valgte også uden held at indklage denne avis til Pressenævnet, efter at vi havde fanget hende i en politisk løgn.

4 Comments

Jørgen Hasselkjær
9. august 2021 at 22:38

Jeg bryder mig ikke om at Birgit Roswall nu også anklager Bm-pleje for at flere gange at have kritiseret kommunen i ovenstående artikel med følgende ordlyd, citat: “Jeg kan godt forstå, at man måske bliver lidt rystet over at se en leverandør stille sig kritisk over for sine politiske holdninger, men det har vi jo set før. BM Pleje har blandt andet flere gange være ude med kritik af kommunen, så det er ikke nyt”, understreger hun. Citat slut. Jeg haft den glæde i ca. 10 år at have Bm-pleje til at hjælpe mig morgen og aften og har som følge heraf fulgt firmaet på Facebook, men jeg har aldrig set at Bm-pleje offentlig har kritiseret kommunen. Jeg vil derfor gerne bede Birgit Roswall om at nærmere deffinere hvad det går ud på når hun skriver ovennævnte og det er jeg sikker på at Bm-pleje også vil. Jeg vil endvidere gerne bede Pernille Søndergaard om at fortælle hvor det er at Malid Shams har svinet borgmesteren til, for jeg har ledt med lys og lygte efter det og har ikke kunne finde det.

Jørgen Hasselkjæær
9. august 2021 at 21:31

Jeg har ledt med lys og lygte efter Pernille Søndergaards påstand om at Milad Shams kontinuerligt har tilsvinet borgmesteren med følgende ordlyd, citat :“Hvordan er aftalerne med de private leverandører, er en kontinuerlig tilsvining af borgmester og flertal helt ok eller har man en samarbejdsaftale?”, spørger Pernille Søndergaard, der oplyser i mailen, at hun ikke ønsker at give offentlig kritik af plejefirmaet. Citat slut. Jeg har ikke fundet det afsnit hvor nævnte skulle være foregået, så Pernille Søndergaard bedes venligst fortælle hvor dette er foregået. Endvidere påstår Birgit Roswall ligeledes at Bm-pleje har kritiseret kommunen – citat: “Jeg kan godt forstå, at man måske bliver lidt rystet over at se en leverandør stille sig kritisk over for sine politiske holdninger, men det har vi jo set før. BM Pleje har blandt andet flere gange være ude med kritik af kommunen, så det er ikke nyt”, understreger hun. – citat slut. Jeg har i ca. 10 år haft Bm-pleje på besøg morgen og aften, bortset fra en kortere periode hvor PlejeGribskov blev etableret og i hele den periode har jeg på Facebook fulgt med rent kommunalt, men har aldrig set Bm-pleje offentlig kritisere Gribskov kommune. Jeg vil derfor på egne og Bm-plejes vegne bede Birgit Roswall definere hvornår og hvor dette skulle være sket.

Morten Beck Jensen
9. august 2021 at 15:00

Sandheden er som bekendt ilde hørt, der må være noget om snakken når Pernille Søndergård tager sådan på vej.
Hun kan ikke tåle at blive kritiseret, så bliver hun pigesur.
Man må håbe for Gribskov, at vi til valget får et byråd hvor Nyt Gribskov bliver sat uden for indflydelse.
Det kan kun gavne kommunen og borgerne.

Jørgen Hasselkjær
9. august 2021 at 14:14

Igen er Pernille Søndergaard ude med riven, hun tror at borgerne i Gribskov er til for hendes skyld, men her tager hun grusomt fejl for det er hende som skal sørge for at borgerne – underforstået de plejekrævende ældre – har et tåleligt liv.
Det er godt vi har fået et plejefirma som modsat Nyt Gribskov og socialdemokratiet har evnet på ganske kort tid at se hvad det er der foregår i denne kommune med den fejlslagne politik som er forårsaget af Nyt Gribskov med en borgmester som har mere travlt med at optræde på tv2 end at sørge for at denne kommune bliver rettet op økonomisk og rent menneskeligt for både for børn og ældre der i flere år har været udsat for besparelse efter besparelse. Det er på tide vi får skiftet det nuværende byråd ud med et byråd som med nye øjne kan føre denne kommune ud af en truende konkurs.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com