Ungdomsskole klar med egenproduceret jule-musical

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

HELSINGE: Hvad gør tre nisser, der er møgtrætte af julegaver? Sådan lyder oplægget på ungdomsskolens nye musical, hvor en lille alf er så (u)heldig at blive udnævnt til nisse. Hvad er nu det for noget?!

For helt ærligt: Hvordan bliver man lige udnævnt til nisse, hvis man er født som en alf?

Vi håber at finde svaret i Gribskov Ungdomsskoles nye musical, der i julens ånd kaster sig over både nisser, julemand, hekse… og alfer. Og spørgsmålene hober sig op, også for den lille alf. For kan man godt følge med tiden, selvom man er en gammel husnisse? Og tror mennesker egentlig på nisser? Og hvad gør en ildheks egentlig, når ilden er ved at gå ud?

Svarene får du i musicalen JULEMISSIONEN på Gribskov Ungdomsskole.

Egenproduceret julehygge
Igen i år opfører de unge en nyskrevet og egenproduceret musical for hele familien: JULEMISSIONEN.

– Det kan i sig selv være lidt af en mission at kaste sig ud i at skrive og komponere nyt samt at få scenografi, kostumer, lyd og lys til at gå op i en højere enhed. Der knokles på højtryk på alle parametre for at få det hele til at samle sig, lyder det fra de unge kræfter i en udsendt pressemeddelelse. 

Bag manuskriptet står Sus Mathiasen, musikken er komponeret af Kenneth Lauritzen, Sonja Carstensen syr kostumerne, og som altid er det selvfølgelig de unge mennesker fra Gribskov Ungdomsskole, der står på scenen.

Vil du gerne være med i løjerne, så tag familien, vennerne og sågar din nabo i hånden og kom ud på Kanutskivej 5 i Helsinge, hvor ungdomsskolen har til huse.

Billetter kan købes på www.gribskov-ungdomsskole.dk.

JULEMISSIONEN har premiere fredag d. 6. december Kl. 19.

Forestillingen spiller følgende dage:

  • Fredag  d. 6. december kl. 19.00.
  • Lørdag  d. 7. december kl. 13.00 & 16.00.
  • Søndag d. 8. december kl. 16.00.
Skriv din kommentar her: