Uskyldig mand hevet ud af sin lejlighed af bevæbnet politi

En mand var åbenbart ganske uskyldig, da han onsdag eftermiddag blev hevet ud af sin lejlighed og smidt i håndjern - politiet ønsker ikke at oplyse noget om aktionen. (Foto/tekst: Allan Andersen)

HELSINGE: En mandlig beboer på Frederiksborgvej fik sig noget af en oplevelse, da hans lejlighed blev omringet af svært bevæbnet politi og han selv endte på maven i håndjern.

Onsdag eftermiddag omkring kl. 16 gik en politiaktion i gang i Helsinge, rettet mod en lejlighed ovenpå ‘Grædemuren’ på Frederiksborgvej og med deltagelse af ambulancer, akutlæge, politiets indsatsleder og svært bevæbnede betjente.

Den massive tilstedeværelse vakte en stor opmærksomhed og nervøsitet hos folk på gaden, men hvad baggrunden for aktionen var, ønsker Nordsjællands Politi ikke at oplyse noget om, men det ligger fast at den mandlige beboer omkring kl. 16.55 blev kaldt ud af sin lejlighed af politiet via opkald til beboerens mobiltelefon – udenfor døren blev han mødt af flere betjente med automatvåben som sigtede direkte på ham fra områder overfor ejendommen.

Manden var dog heldigvis helt rolig, han bevægede sig helt efter betjentenes instrukser og gik mod dem med hænderne i vejret inden han blev bedt om at lægge sin ned på maven ude på svalegangen. Herefter blev han lagt i håndjern, og placeret opad trappeskakten til bebyggelsen.

To betjente gik herefter med trukne pistoler ind i mandens lejlighed, og kort efter var ‘kysten klar’ så at sige, og den anholdte mand blev hjulpet indenfor i lejligheden igen og knap 10 minutter senere havde alt politi forladt stedet igen.

– Jeg ønsker ikke at sige noget andet om aktionen, end at der var en anholdt som er blevet løsladt igen og at der ikke var nogen sag. Vi skulle undersøge et forhold, som der viste sig ikke at være noget i for politiet, oplyser Vagtchef Jakob Tofte, Nordsjællands Politi, til Netavisen Gribskov.

Manden var således helt uskyldig, men hvad der førte til den opsigtsvækkende politiaktion midt i Helsinge holder Nordsjællands Politi for sig selv i denne omgang.

Betjente med automatvåben var indsat ved aktionen, men alt forløb ret så udramatisk. (Foto: Allan Andersen)
Her er beboeren på vej ind i sin lejlighed – og efter kort tid forlod politiet stedet igen. (Foto: Allan Andersen)
Her afventer betjentene at manden selv kommer ud af lejligheden, hvilket han også gjorde. (Foto: Allan Andersen)
Efter den veloverståede aktion havde betjentene da også fundet smilet frem igen…. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Skriv din kommentar her: