(Tekst / Foto: Allan Andersen)

GRIBSKOV: Sommeren er over os, og desværre er det ikke alle som kan adskille lækker sommer og alkohol. Henover weekenden er mindst tre bilister blevet sigtet for spirituskørsel.

Første gang at Nordsjællands Politi slog til var fredag aften kl. 19.33, her blev en lokal 19-årig mandlig bilist stoppet, efter han var svinget ind ad Overdrevsvej i Smidstrup. Mødet med ordensmagten endte skidt, idet alkometret viste en alkoholindtagelse over det tilladte.

Den 19-årige mand blev sigtet for spirituskørsel, og taget med til Hillerød for at få udtaget en blodprøve. Han blev efterfølgende sat på fri fod, og afventer nu resultatet af blodprøven.

24-årig bilist kørte narkokørsel
Meget tidligt lørdag morgen, kl. 04.22, røg en 24-årig mand fra Hillerød i fælden, da han fra Parkvej kørte ind ad Grønnevang med en politibil bagefter. Patruljen stoppede rutinemæssigt den unge mand som fik patruljens narkometer til at slå ud på et narkotisk stof.

Han blev derfor anholdt på stedet, og blev indtransporteret til Hillerød hvor han fik udtaget en blodprøve som nu skal afgøre straffen for hans kørsel med stoffer i blodet.

53-årig spritbilist snuppet på Hillerødvejen
Lørdag aften var det så en en 53-årig mand fra Helsinge som måtte en tur med til udtagelse af en blodprøve.

Manden blev stoppet af en patrulje kl. 20.07 på Hillerødvej ved Helsinge, og et pust i alkometret afslørede at den 53-årige mand havde fået for meget indenfor vesten til at måtte føre et motorkøretøj. Han blev derfor anholdt på stedet og taget med en tur til hospitalet i Hillerød for at give lidt blod til den videre sagsbehandling og herefter sat på fri fod igen.

Han skal nu, på linie med de øvrige sigtede fra weekenden, afvente resultatet af blodprøven.