Kunne du tænke dig at lære at væve, så kig forbi Gilbjergskolen onsdag.

BLISTRUP: Holbo Herreds Væverforening har fået nye lokaler på Gilbjergskolen i Blistrup, og den ekstra plads har givet foreningen et boost i antallet af medlemmer. Det fører nu til, at der nu er nok til at introducere en fast væverdag, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og lære det gamle håndværk.

Holbo Herreds Væverforening har fået rådighed over fire store klasseværelser med tilhørende faciliteter til arbejde med tekstiler på Gilbjergskolen. Det har medført fornyet optimisme hos de faste vævere.

– Vi tilbyder derfor væveinteresserede at få genopfrisket teknikker og praktiske færdigheder eller måske sætte et projekt op som er større end hjemmevæven kan klare, lyder det fra foreningen i en pressemeddelelse. 

Den faste dag blive hver onsdag fra kl. 10-14. Her er alle velkomne, både til at kigge til det gamle håndværk og for at se, om et medlemskab og en håndfuld nye venner kunne være sagen.

Kunne du tænke dig at deltage, så kan du kontakte Freya Willemoes-Wissing på email: freya@fww.dk for flere oplysninger. Du er også velkommen til at dukke op på dagen.

Tid: Hver onsdag kl. 10-14.
Sted: Gilbjergskolen, Toftegårdsvej 6, Udsholt, 3230 Græsted.
Entre: Gratis. Medlemskab muligt, hvis man ønsker at komme fast.