Ilden var godt på vej op under endegavlen på det ældre sommerhus, men et par handlekraftige mænd med haveslanger hindrede på bedste vis at ilden fik lov til at udvikle sig. (Tekst / Foto / Video: Allan Andersen)

TINKERUP: “Når nøden er størst – er hjælpen nærmest” gjaldt i den grad lørdag eftermiddag, da der udbrød ildløs i noget bevoksning tæt op ad et ældre sommerhus på Kløvermarksvej.

Det var en kvindelig nabo som opdagede at der var noget galt på en naboejendom omkring kl. 13, lørdag eftermiddag, her var der flere meter høje flammer i noget bevoksning omkring en brændestak ligesom der også var fut i det tørre brænde på stedet.

Noget bevoksning opad husmuren til det ældre træhus var også godt i gang med at brænde, idet ilden var løbet gennem det knastørre græs og havde startet en truende brand opad husgavlen, og langs hussoklen.

Den kvindelige nabo fik alarmeret sin mand og et par naboer som hurtigt løb til, skarpt bevæbnet med en lang haveslange samt en haveslange fra huset hvor ilden udviklede sig. I mellemtiden fik kvinden slået alarm til 1-1-2, som sendte brandkøretøjerne fra Stæremosen i Gilleleje afsted mod adressen kl. 13.05.

Som det tydeligt kan ses på billedet her, så var ilden løbet hen til træhusets endegavl – så uden den hurtige indsats kunne det nemt været gået grumme galt. (Foto: Allan Andersen)

Indsatsen gjorde at de to mænd med haveslangerne fik slukket ilden ved husgavlen, og var godt på vej til at få has på ilden i bunkerne af brænde – de var dog glade for at blive afløst af brandfolkene og deres effektive udstyr.

Brandfolkene fik hurtigt splittet bunkerne af træ ad, og kvalt såvel flammer som gløderne. Synderen på stedet, en mindre tønde, blev sparket omkuld og tømt for indhold som også blev effektivt nedslukket.

Det formodes at der er tale om et ærgerligt uheld, hvor der er tømt aske ud i en metaltønde, og der er der så opstået ildløs som har spredt sig til bevoksningen på stedet, så dagens brand var endnu en advarsel om at optræde yderst forsigtigt med ild, gløder og aske i den knastørre natur.

Den kvindelige nabo som opdagede branden var yderst glad for at alt gik godt, og stillede gerne op til et sjovt billede efter dramaet var overstået. Naboerne på stedet roste desuden brandvæsnet for hurtigt at være fremme på stedet. (Foto: Allan Andersen)
De to mænd som havde gjort en stor indsats med haveslangerne var glade for at blive afløst af brandfolkene – omvendt får de stor ros af brandvæsnet for deres indsats med at bekæmpe og dæmpe ilden med få midler. (Foto: Allan Andersen)
Brandvæsnet fastslår at uden naboernes indsats, så havde mandskabet ikke kunnet nøjes med at slukke ilden i brændestakken og i tønden – så havde det været langt mere alvorligt. (Foto: Allan Andersen)