VALGDEBAT: Friskoler skal ikke kun være for elitens børn

Valgdebat, folketingsvalg 2019

VALGDEBAT: I Danmark har vi en stolt friskoletradition, og den ønsker vi hos Det Konservative Folkeparti at bibeholde. Derfor går vi til valg på at bevare tilskuddet til friskoler på samme niveau, som vi kender i dag. Uanset hvor skolen er placeret.

Sænker man friskoletilskuddet, så øges uligheden. Forældrebetalingen vil stige og færre vil have råd til at sætte deres børn på en friskole. Det vil betyde at friskoler så kun er for eliten. Det ønsker vi ikke hos Det Konservative Folkeparti. 
 
En del forældre vælger friskoler i Danmark af mange forskellige årsager. Det kan være skolens værdigrundlag, barnets behov, skoledagens længde eller noget helt andet. De forældre der vælger dette, betaler både deres skat til folkeskolen og derudover noget ekstra, fordi de ønsker noget andet end det folkeskolen tilbyder. Det har vi respekt for, og det ønsker vi at bevare.
 
Samtidig ønsker vi fortsat at gøre vores gode folkeskoler endnu bedre. Vi mener skoledagen er blevet for lang, og vi mener fortsat ikke lektiecafeer skal være obligatoriske. Børn skal også have tid og overskud til fritidsliv og til familieliv. Derfor vil vil fortsat arbejde for en kortere skoledag og frivillige lektiecafeer i den kommende valgperiode.
 
 
For Det Konservative Folkeparti:
 
Mette Abildgaard                          Trine Egetved
Gruppeformand                            Byrådsmedlem i Gribskov 
Giv din mening til kende: