Gribskov: Det er med stor glæde og forventning, at vi nu kan præsentere kommunens nye netavis, Gribskov Lokalavis. Vi håber, i vil tage godt imod den og bruge den til at holde jer orienteret om det seneste nye i Gribskov.

Gribskov Lokalavis har til formål at være kommunens førende sted for nyheder og kulturbegivenheder på nettet. Redaktionen består af to tidligere centrale medarbejdere for Gribskovavisen, tidligere redaktør for Gribskovavisen, David Abildgaard og pressefotograf Allan Andersen.

– Vi opdagede hurtigt efter Politiken Lokalavisers beslutning om at lukke den ellers utroligt populære Gribskovavisen.dk, at der er et stort behov for en nyhedskanal, der har et skarpt øje på alt, der sker af stort og småt i kommunen. En så levende kommune som vores har brug for en avis, der ikke er styret af at maksimere profit til store aviskoncerner, der i bund og grund er ligeglade med læserne, men som knytter borgerne tættere sammen, lyder det fra David Abildgaard, der tidligere har arbejdet en årrække som journalist for Frederiksborg Amts Avis i både Halsnæs og Gribskov.

Medejer er Allan Andersen, som i lighed med David Abildgaard mistede sit job hos Politiken, da de valgte at lukke Gribskovavisen på grund af for lavt et annoncesalg.

– Vi håber at kunne bevise, at en kommune som vores er stor nok til at have et uafhængigt nyhedsmedie, og vi håber at virksomhederne i kommunen også ser en fordel i at støtte op om avisen, forklarer Allan Andersen og håber, at også læserne vil være der til at gøre siden levende og interessant.

GLA Logo

Søges: Borgere med lyst til at skrive om lokalsamfundet

– En af de ting, der gjorde Gribskovavisen til en af landets mest læste lokalaviser på nettet skyldtes læsernes vilje til at engagere sig, både gennem læserbreve og via en sund debatkultur. Vi ønsker at give borgerne et talerør, så de kan blive hørt, siger Allan Andersen og fortsætter.

– Så sidder du og tænker, at det kunne blive spændende at bidrage til at promovere alt det spændende og sjove, der sker i byen, så hører vi gerne fra dig. Vi kan ikke betale løn, men bytter gerne med træning og vejledning til at du kan blive en bedre skribent og lokalreporter, forklarer Allan Andersen og får fuld opbakning hos David Abildgaard, der trods sin klassiske journalistiske baggrund har opdaget, at borgerne har meget mere på hjerte end læserbreve og kommentarer til artikler.

– Nogle af de bedste lokalnyheder kommer fra borgere, der brænder for sit lokalsamfund. Dem er der heldigvis mange af, og vi håber at høre fra dig, hvis du kunne tænke dig en gang imellem at skrive nogle ord om, hvad der sker af sjove eller interessante ting i kommunen, forklarer han.

Skulle du have noget på hjerte, så send redaktionen en mail eller telefonopkald. Vores mail er redaktion@netavisengribskov.dk, og redaktør David Abildgaard kan kontaktes på tlf. 2634 3136.

Giv din mening til kende: