Vidner hindrede storbrand: Slukning af brand i motorbåd stod på i timevis

GILLELEJE: Gilleleje Havn var proppet med mennesker, da mandskabet fra Gribskov Beredskab blev alarmeret om ildløs i en stor Coronet motorbåd ved Betonbroen udfor Havhøkeren. Alarmen indløb kl. 19.00 og kort efter var de første køretøjer fremme.

Der blev indsat røgdykkere til slukning af branden, det brændte kraftigt i motorbådens motorrum med to store Volvo-motorer i båden. Branden var blevet opdaget da ejeren af båden stod oppe på kajen og sludrede med øvrige sejlere.

Her blev der pludselig observeret kraftig røg agter i båden og vidnerne sprang til hjælp samtidig med at der blev slået alarm til 1-1-2.

Den hurtige civile indsats bestod bla. i at to store sejlbåde som lå tæt på motorbåden blev gjort klar til nødflytning, mens andre hentede brandslukkere og flere af havnens vandslanger blev også trukket hen til den brændende båd. Herefter blev der åbnet til motorrummet og med det samme kom røg og flammer væltede op, og såvel brandslukkere som vandslanger blev brugt mod ilden.

Ilden kunne trods indsatsen ikke slukkes, og bådens ejer endte med at få en del røg under kampen mod ilden, og blev derfor iltbehandlet af brandvæsenets nødbehandlere og en ambulancebehandler som også var med brandbilerne, indtil der ankom en ambulance til stedet. Ambulanceredderne måtte tage bådejeren en tur med på hospitalet til behandling for røgforgiftning.

Gribskov Beredskabs røgdykkere blev indsat med to højtryksslanger, men ilden var ikke nem at nedkæmpe idet båden bla. var udstyret med ikke mindre end 16 kraftige batterier og ved branden var der opstået en række kortslutninger som bla. gjorde enkelte metaledele i motorrummet rødglødende. Hele brandindsatsen varede over to timer, før branden med sikkerhed var nedkæmpet.

Brændstofslangerne i bådens motorrum var også blevet beskadiget af branden, så der var lækage af dieselolie fra bådens fire store brændstoftanke, som brandvæsnet derfor også måtte inddæmme.

En gruppe af unge sejlere fra Gilleleje sejlklub kom i øvrigt med en frisk citronfromage til brandmandskabet, som nød en bid undervejs i pauserne og fra brandmandskabet lyder der en stor tak for det friske initativ.

– Tak for vidnernes hurtige slukningsindsats, det er ikke sjovt med en brand i en tætpakket havn som Gilleleje, og deres hurtige indsats forhindrede at det gik helt galt, lyder det fra Gribskov Beredskab til Netavisen Gribskov.

(Foto: Mikael Madsen)

(Foto: Mikael Madsen)

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Annonce:

Annonce:

Skriv en kommentar