Voldsom brand i Rågeleje: Carport og anneks totalt udbrændt

Det brændte meget voldsomt da brandvæsnet ankom til stedet, men ingen personer er kommet noget til. (Tekst/Foto/Video: Allan Andersen)

RÅGELEJE: Torsdag aften blev der ved 20-tiden slået alarm til 1-1-2 om en voldsom brand på Stokkevangen. Meldingen lød på ildløs i et sommerhus, men viste sig at være en stor carport og et anneks som stod i flammer.

Brandvæsen og politi hastede frem til brandstedet på Stokkevangen, allerede på flere kilometers afstand kunne brandfolkene se en lysende orange aftenhimmel, det var udløst af flammerne som stod mange meter op i luften fra den totalt overtændte bygning.

Brandsprøjte, to tankvogne samt en indsatsleder og to politipatruljer arbejdede på stedet, hvor de omkringboende kom frem på vejen for at se hvad der foregik – den voldsomme brand var tydeligvis noget af en overraskelse for beboerne i det normalt fredelige kvarter.

Foto: Allan Andersen

Det stod klart fra starten at annekset/carporten ikke kunne reddes, og brandmandskabet gik løs på ilden med ialt tre højtryksslanger og fik hurtigt styr på ilden.

Sommerhuset som hører til carporten blev under slukningsarbejdet undersøgt for evt. skader fra branden, men der skal ikke være fundet nogen skader.

Der var muligvis noget mistænkeligt omkring branden, og det forlød på stedet at der skulle foretages teknisk undersøgelse af brandårsagen. Der er ingen meldinger om at nogen skulle være kommet til skade.

Giv din mening til kende: