Voldsom brand: Brandbiler og politi spærrede Ørby

ØRBY: Lørdag formiddag kl. 11.15 blev der slået alarm om ild i en stor garage på Ørby Gade. Branden udviklede sig hurtigt, så både en varebil samt den tilstødende villa led store skader.

 

Hverken mennesker eller dyr kom noget til ved branden, det oplyser Indsatslederen for Frederiksborg Brand og Redning på stedet til Netavisen Gribskov.

Derimod skete der omfattende skader på ejendom, her gik en stor garage med bla. gasflasker og andet brandbart materiale op i flammer og inden brandkøretøjerne nåede frem til adressen havde ilden spredt sig til selve villaen samt en parkeret varebil ved siden af garagen.

Brandmandskabet var fremme kort efter alarmen indløb, men ilden havde så godt fat at selve garagen og bilen var helt overtændt, ligesom ilden også havde fået fat i et stykke af taget på villaen.

Der blev på baggrund af bla. blæsten slået alarm om assistance fra brandmandskabet i Frederiksværk, Hillerød og Gilleleje så der med sikkerhed ikke kom til at mangle hverken vand eller mandskab til slukningsarbejdet.

Dog gik det hurtigere end forventet at få has på ilden og gløderne under kontrol, så en del af styrken kunne forholdsvis hurtigt frigives fra stedet igen. Det varede dog nogle timer inden branden kunne erklæres for helt slukket.

Årsagen til den ødelæggende brand er pt ikke kendt, men det kan afvises at en ukrudtsbrænder har været på spil og brandårsagen skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.

Branden mnedførte en total afspærring af selve Ørbygade og Ellemosevej/Farvergårdsvej var også afspærret i nogle timer under slukningsarbejdet. (Foto: Allan Andersen)
Ilden havde fået fat i selve villaens tagkonstruktion ved brandvæsnets ankomst, men det lykkedes at stoppe ildens videre spredning i villaens, som dog led store skader. (Foto: Allan Andersen)
Hele garagen og den overdækkede oplageringsplads samt varebilen forsvandt i flammerne. (Foto: Allan Andersen)
Et par bilister mente at afspærringerne ikke gjaldt for dem, og de fik sig en adfærdsregulerende samtale med ordensmagten. (Foto: Allan Andersen)
Da ilden var slukket var det et sørgeligt syn som stod tilbage – men heldigvis kom hverken mennesker eller dyr noget til ved den ærgerlige brand. (Foto: Allan Andersen)

Leave a Reply